2023: Peter ”A.G.” Nielsen

Sanger og sangskriver og forfatter

Peter Andreas Gjerluf Nielsen (f. 1952) stiftede i 1966 bandet Gnags og har stået på de største og de mindste scener i Danmark med sit band lige siden.
Med danske folkelige hits som ”Den dejligste morgen i hundrede år”, ”Mr. Swing King”, ”Danmark” og ”De vilde kaniner” og en ukuelig vilje til at perfektionere sin optræden og komme tæt på sit publikum hver eneste gang, strakt over en karriere på mere end 50 år er Peter ”A.G.” en inspirationskilde og et navn i den danske musikbranche som det er svært at komme uden om.
Ud over Gnags’ og egne solo-sange har han også skrevet sange til andre, herunder Mek Pek og Søs Fenger.
Læs hele artiklen om Peter ”A.G.”s udnævnelse til Årets Æreshåndværker HER.

2022: Jens Bjerg Sørensen

Erhvervsleder

Jens Bjerg Sørensen tildeltes prisen som Årets Æreshåndværker i 2022 for sit bredt favnende ansvarsområde som både administrerende direktør i Schouw & Co, bestyrelsesformand for Danfoss og Salling Group samt bestyrelsesposter i en række andre virksomheder.

2021: Birthe Kjær

Sanger og entertainer

Birthe Kjær er indbegrebet af dansk folkelighed og dansktop-musik. I mere end et halvt århundrede har hun underholdt høj og lav med sine iørefaldende sange og deltaget i Dansk Melodi Grand Prix adskillige gange, herunder med den senere landeplage ”Vi maler byen rød”, der vandt konkurrencen i 1989.

Hun har også optrådt med revy og på film og indspillet omkring 50 albums i eget navn og sammen med andre kunstnere.

2019: Rasmus Tantholdt

Udenrigskorrespondent

Rasmus Sebastian Altenburg Tantholdt er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i år 2000. Han er kendt som reporter på TV2, hvor han siden 2003 har været korrespondent overalt i verdens brændpunkter, særligt i Mellemøsten. Udgav i 2018 bogen ”Med åbne øjne” om livet som krigskorrespondent i samarbejde med Andreas Fugl Thøgersen.

Læs artiklen om Rasmus Tantholdt som Årets Æreshåndværker 2019

2018: Michael Holm

Stifter og ejer af Systematic

Hårdt arbejde, faglig dygtighed, kreativitet og et ukueligt gå-på-mod. Det er gode egenskaber at have som håndværker. Her er der tale om en sand it-systematiker, nemlig Michael Holm. Tilbage i 1985 byggede han en it-virksomhed op fra bunden. I dag er det Danmarks største privatejede softwarevirksomhed: Systematic. Det startede med en Cecil og en guldøl i receptionen på SAS Royal-hotel i København, hvor Michael Holm mødtes med sin kommende kompagnon for sammen at starte en helt ny it-virksomhed i Aarhus. Det blev startskuddet til eventyret om softwarevirksomheden Systematic med hovedsæde på Søren Frichs Vej, der voksede sig til en stor virksomhed – i dag med eksport til 47 forskellige lande. Kompagnonen faldt fra undervejs. Men til gengæld fuldførte Michael Holm it-eventyret, der indtil videre er nået til et kapitel, der rummer over 550 medarbejdere.

2017: Lars Larsen

Stifter og leder af Jysk

Dansk Industri og Haandværks Medaljefond i Østjylland har udnævnt Jysk-ejer og Ridder af Dannebrog Lars Larsen til ”Årets Æreshåndværker” 2017. Under årets uddeling af medaljer til de 24 bedste østjyske håndværkerlærlinge på Aarhus Rådhus onsdag 31. maj blev det afsløret, at den danske ”dynekonge”, Lars Larsen, ejer af Jysk-kæden med afdelinger i 48 lande, er Årets Æreshåndværker 2017. Dermed går den jyske storkøbmand i fodsporene på så forskellige personligheder som Den Gamle Bys direktør Thomas Ravn, Frank ”Bonderøven” Erichsen, eventyreren Troels Kløvedal og sidste års modtager, sangeren og komponisten Thomas Helmig.

Læs artiklen om Lars Larsen som Årets Æreshåndværker 2017

2016: Thomas Helmig

Sanger, forfatter og komponist

Thomas Helmig (født 1964) dannede sit første band da han gik i 4. klasse. Han forlod gymnasiet allerede i 1.G for at hellige sig musikken og tog i stedet til USA som udvekslingsstudent gennem YFU på en high school, hvor han opdagede Motown-musikken og fandt sammen med nogle soulmusikere i Detroit. Fik sit store gennembrud med albummet ”Vejen væk” i 1988 og kæmpe-hittet ”Det’ mig der står herude og banker på”. Skriver og producerer også sange for andre, og har blandt andet samarbejdet med TV2, Malurt, Sanne Salomonsen og Hanne Boel. Har udgivet albums på både dansk og engelsk og solgt mere end 1,5 millioner albums. Er også den kunstner, der har modtaget flest priser i alt ved Danish Music Awards.

Se Thomas Helmigs takketale på Youtube:
Læs meget mere om Helmigs liv og karriere på wikipedia
Læs artiklen om Helmig som Årets Æreshåndværker 2016

2015: Elsebeth Egholm

Forfatter og journalist

Elsebeth Egholm (født 1960) er opvokset i Lisbjerg ved Århus og blev student fra Statsgymnasiet i Hasle og læste efterfølgende musikvidenskab ved Aarhus Universitet og ved Det Jyske Musikkonservatorium. Hun skiftede dog til journalistikken, og blev i 1989 journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Som nyuddannet blev hun bagsideredaktør ved Berlingske Tidende. Siden år 2000 har hun hovedsagelig koncentreret sig om at skrive romaner. Med ”Skjulte fejl og mangler” fra 2002 bevægede hun sig over i femi-krimigenren. Denne roman var den første med journalisten Dicte Svendsen som den nysgerrige amatørdetektiv, der skaber komplikationer for politiets efterforskning. Dicte Svendsen spiller en væsentlig rolle til og med Vold og magt fra 2009, hvor Dictes fortrængte søn, Peter Boutrup, som er opvokset på børnehjem, er mistænkt i en drabssag. Peter er hovedpersonen i Tre hundes nat fra 2011. I denne roman trækker Egholm på traditionen fra actiongenren og det feministiske præg er stærkt nedtonet. Serien om Dicte Svendsen blev i 2012 filmatiseret som tv-serien Dicte, som blev vist på TV 2 i 2013.

Se listen over alle Elsebeth Egholms bøger på Wikipedia

2014: Frank ”Bonderøven” Erichsen

Landmand og tv-vært på programmet ”Bonderøven”

Frank Erichsen (født 1983) ejer og driver det lille, økologiske og overvejende selvforsynende landbrug ”Kastaniegården”. Siden 2008 har den selverklærede bonderøv Frank Erichsen været fast indslag i TV. Først på DR2, senere i bedste sendetid på DR1. Med sine foreløbig 17 sæsoner er programmet ét af de mest populære danske programmer, og livet på ”Kastaniegården” med dens mange dyr og årstidernes skiften er for længst blevet samtaleemne hos resten af familien Danmark. Frank Erichsen har omdannet hele det gamle landbrug til ét stort tv-studie, hvor hesten, hunden, kattene og kælegeden ”Lillen” har hver deres faste pladser side om side med de to-benede beboere.

Du kan læse meget mere om Frank Erichsen på wikipedia

2013: Martin Jørgensen

Fodboldspiller

Lars Martin Jørgensen (født 1975) spillede det meste af sin karriere i de italienske klubber Udinese og Fiorentina, hvor han sammenlagt spillede i 13 år mellem 1997 og 2010. Han spillede forinden for AGF (1993-97), som han vendte tilbage til i 2010. Martin Jørgensen indstillede karrieren ved udgangen af 2014. Han har spillet 102 landskampe og scoret 12 mål for Danmark. I starten af 2015 blev han ansat som assisterende landstræner for Danmark. Debuten på A-landsholdet kom 25. marts 1998, og Jørgensen nåede at gøre nok indtryk på landstræneren til at blive udtaget til VM i fodbold 1998. Her spillede han i startopstillingen i samtlige danske kampe, og han scorede sit første A-landsholdsmål i kvartfinalen mod selveste Brasilien (Danmark tabte dog 2-3). Siden har Martin Jørgensen været sikker mand på landsholdet og har deltaget i de tre følgende slutrunder til EM og VM. Efter syv sæsoner i Udinese skiftede han i 2004 til Fiorentina. Skiftede i 2010 til sin barndomsklub, AGF, som han herefter spillede for frem til og med 2013. Martin Jørgensen nåede at spille imponerende 102 A-landskampe for Danmark – en rekord han deler med tidligere landsholdstræner Morten Olsen. Den 11. november 2014 meddelte Martin Jørgensen, at han indstiller sin aktive karriere med udgangen af 2014.

Læs mere om Martins Jørgensens lange karriere på wikipedia

2012: Simon Kvamm

Sanger og komiker

Simon Kvamm (født 1975) er forsanger i det danske rockband Nephew. Han er også forsanger i De eneste to sammen med Peter Sommer og er kendt fra satireserierne Rockerne, Drengene Fra Angora og Angora By Night. I 1996 var Simon Kvamm med til at grundlægge det danske rockband Nephew, der i 2004 slog igennem med Kvamm som frontfigur. Samme år havde Drengene Fra Angora forøvrigt stor succes. Dannede i 2010 duoen De eneste to sammen med Peter Sommer, sin gode ven og kollega gennem flere år. Deres selvbetitlede debutalbum udkom d. 11. oktober 2010. Simon kalder ofte bandet ved forkortelsen D.E.T.. Simon Kvamm har også spillet fodbold i Silkeborg IF (SIF) og er bestyrelsesformand for Bremen Teater i København.
(Kilde: Wikipedia)

Diskografi – et udvalg
De Eneste To (2010)
Dobbeltliv (2014)
USADSB (2004)
Interkom Kom Ind (2006)
Hjertestarter (2012)
Drengene Fra Angora (2004)
Angora By Night (2007)

Foto: Bill Ebbesen / Wikipedia

2011: Hans Kongelige Højhed Prins Joachim

Prins af Danmark

Joachim Holger Waldemar Christian, Prins til Danmark, greve af Monpezat (født 1969) er søn af H.M. Dronning Margrethe 2. og H.K.H. Prins Henrik. H.K.H. Prins Joachim indgår i arvefølgen til tronen og er rigsforstander, når H.M. Dronningen og H.K.H. Kronprinsen er ude af landet. Hans Kongelige Højhed, der er uddannet agrar-økonom ved Den Classenske Agerbrugskole Næsgaard (1993), er tillige Oberst af reserven i Hæren og udpeget til chef for Forbindelsesofficersgruppen i Totalforsvarsregion Fyn, Syd- og Sønderjylland. Prinsen har gjort tjeneste som delingsfører i Prinsens Livregiment som delingsfører for en kampvognseskadron. Ud over dette har Prinsen gjort erhvervserfaring som udstationeret for A.P. Møller Maersk Gruppen i henholdsvis Hong Kong og Frankrig i årene 1993 – 95. Den 1. november 2015 tiltrådte Prins Joachim i en ny stilling som særlig sagkyndig i Forsvaret i forhold til implementeringen af et nyt totalstyrkekoncept, der skal styrke anvendelsen af frivillige i Hjemmeværnet og personel af reserven.

Foto: Frankie Foughantin / Wikipedia

Du kan læse meget mere om Hans Kongelige Højhed Prins Joachim på Kongehuset's hjemmeside

2010: Niels Aage Kjær

Fabrikant, AVK Gummi A/S

Niels Aage Kjær (født 1944) overtog i 1970 sin fars maskinværksted og har siden da udviklet forretningen til en global koncern med over 3.000 ansatte fordelt på 77 selskaber over hele verden. Ud over sin virksomhed er Niels Aage Kjær kendt for sit engagement i lokalsamfundet, samt for sin indsats til fordel for Verdensnaturfonden (WWF).

Foto: Med tilladelse fra AVK Gummi A/S

Læs mere i Berlingskes portræt fra 2014 her

2009: Thomas Bloch Ravn

Historiker og museumsdirektør, Den Gamle By, Aarhus

Thomas Bloch Ravn (født 1954) er museumsdirektør i Den Gamle By i Århus siden 2006. Uddannet mag.art. i Dansk lokal- og kulturhistorie fra Aarhus Universitet i 1985, er formand for Dansk Center for Byhistorie fra 2001, adjungeret lektor i historie ved Aarhus Universitet fra 2003 og siden 2007 international præsident i Association of European Open Air Museums. Ridder af Dannebrog år 2000, Ridder af 1. grad 2015.

Foto: Runolfur Gudbjørnsson

Du kan læse mere om Thomas Bloch Ravn og finde en liste over publikationer på Den Gamle Bys hjemmeside her

2008: Nina Smith

Professor, Aarhus Universitet

Nina Smith (født 1955) er en dansk professor i nationaløkonomi. Hun har tidligere været ansat som prorektor ved Aarhus Universitet og har tidligere været økonomisk vismand. Nina Smith blev cand.oecon. fra Aarhus Universitet i 1981 og var fra 1982-1986 ansat ved Handelshøjskole Syd som adjunkt og senere som lektor. Hun var i perioden 1986 til 1993 lektor ved Aarhus Universitet, hvorefter hun blev professor ved Handelshøjskolen i Århus fra 1993. Hun har siden 2001 været forskningsprofessor ved Deutsche Institut für Wirtschaftsforschung i Berlin. Hun har været formand for Det Frie Forskningsråd og Danmarks Transportforskning, næstformand i Koordinationsudvalget for Forskning og medlem af Globaliseringsrådet. Fra 1991 til 1993 var hun medlem af Socialkommissionen, og fra 1993 til 1998 var hun økonomisk vismand. Hun blev i 2003 udpeget til at være medlem af Velfærdskommissionen. I 2007 blev hun udnævnt til prorektor for det akademiske område ved Aarhus Universitet – en stilling, som hun bestred frem til 2009. Ridder af Dannebrog, 2003, Ridder af 1. grad 2012. Sidder ligeledes i en række bestyrelser, herunder Carlsberg A/S og Carlsberg Fondet

Foto: Aarhus Universitet

Læs mere på Wikipedia

2007: Nils Malmros

Filminstruktør og læge

Nils Malmros (født 1944) har instrueret danske spillefilm som ”Kundskabens træ”, ”Kærlighedens smerte” og ”At kende sandheden”. Tog i 1987 medicinsk embedseksamen efter næsten 23 års studier sideløbende med sit arbejde som instruktør. Malmros’ film har tre gange været nomineret til Guldbjørnen på filmfestivalen i Berlin. Tre gange har han vundet Robert-priser og fire gange Bodil-priser for Bedste danske film. Kundskabens træ har været vist på Filmfestivalen i Cannes, modtaget Gjert Baardsen-prisen Oslo og Filmlinse, Lübeck. Han modtog i 2005 Copenhagen International Film Festivals ærespris Den gyldne svane for sin samlede produktion på indtil da ni film. I 2006 modtog han Nordisk Films hæderspris på 100.000 kroner for sit samlede værk i anledning af Nordisk Films 100 års jubilæum. I 2010 modtog han Carl Th. Dreyer Prisen på 50.000 kroner for "en fremragende kunstnerisk indsats".

Læs mere på Wikipedia

2006: Troels Kløvedal

Eventyrer, sejler, forfatter og foredragsholder

Troels Kløvedal (født Troels Beha Erichsen 1943) først og fremmest kendt for sine jordomrejser med skibet Nordkaperen og sin righoldige produktion af bøger, film og tv-udsendelser fra disse sejladser.

Blandt hans bøger kan nævnes:
Kærligheden, kildevandet... og det blå ocean, 1978
Fra Tahiti til Thyborøn med Nordkaperen, 1980
Fra mit hjerte, min køjesæk og min græske logbog, 1982
Med monsunen hjemover (børnebog), 1984
Den tynde hud : erindringer om en barndom og opvækst, 1994
Afrodites smil : en rejse fra det Indiske Ocean til Ægæerhavet, 1996
Fortællinger fra den danske flådes historie gennem 500 år, 2010


Foto: Privatfoto. Bragt med tilladelse fra Troels Kløvedal.

Læs mere på Troels Kløvedals egen hjemmeside

2005: Thorkild Simonsen

Forhenværende borgmester i Aarhus samt indenrigsminister

Thorkild Simonsen (født 1926) er udlært maler og folkeskolelærer. Medlem af Aarhus Byråd for Socialdemokraterne 1966-1997. Borgmester fra 1. januar 1982 til 1997. Han blev udpeget som indenrigsminister i regeringen Poul Nyrup Rasmussen III 20. oktober 1997 og fortsatte på samme post i regeringen Poul Nyrup Rasmussen IV til 23. februar 2000.

Foto: Mogens Engelund
kilde:Wikipedia