De svende og lærlinge der modtager håndværksmedaljen, får samtidig mulighed for at ansøge om et rejselegat.
Hvis du gerne vil ud i verden og besøge store fabrikker eller vilde byggepladser, og stifte bekendtskab med den nyeste teknologi og de mest enestående steder man kan opleve som ung håndværker, så ligger verden for dine fødder.

Rejselegatet kan søges af modtagere af medalje i forbindelse med Medaljefondens uddeling 31. maj 2017.

Ansøgerne skal redegøre for:
1) Fagligt formål med rejsen
2) Hvor vil du gerne hen?
3) Dato for rejsen
4) Overslag over udgifter til rejsen, såsom rejse- og opholdsudgifter

Her kan du læse Jesper Kallehauges beretning. Han fik i 2010 et rejselegat til Shanghai i Kina, og endte efterfølgende med at bosætte sig i Kina i to år, hvor han arbejdede videre i produktionen hos det firma, hvor han var udlært og samtidig fik uvurderlig international erfaring.

Kina tur d. 2 – 16 feb. 2010

Jeg var så heldig at jeg i December 2009 fik overrakt et rejselegat, af Aarhus Haandværkerforening og DI’s medaljefond i Østjylland. Legatet skulle dække en rejse med et fagligt formål, og jeg havde derfor undersøgt mulighederne for at komme til Kina og se fabrikkerne for den virksomhed som jeg arbejder for. (AVK International).

AVK har fabrikker i mange lande, men valget faldt på kina, da det er et af de lande i verden som er midt i den største udvikling. Formålet med min rejse skulle være at opleve det kinesiske folks arbejdsvaner, arbejdsmiljø og kvalitetsbevidsthed.



Min kæreste tog ferie og rejste med mig, og jeg må sige at det var noget af et kulturchock vi fik da vi først kom ud og så nogle arbejdspladser i de mere fattige kvarterer af Kina. Vi ankom til Shaghai onsdag morgen, og her skulle vi bo frem til mandag. Shanghai er en helt fantastisk storby med ca. 9.3 mill. Indbyggere inden for bygrænsen.

Den er et fint eksempel på den store udvikling, som Kina står midt i. Med sine tusindvis af fantastiske, og også mange specielle højhuse, kommer den til at danne nogle fine rammer for Expo 2010 som starter i Maj. Og netop denne event bliver man mindet om overalt, hvor man kommer i byen. Der bliver bygget store nye hoteller, renoveret facader, ryddet op i gaderne og de mange gadesælgere har travlt med at sælge modeller af den blå Expo maskot.

AVK i Shanghai
I løbet af de første dage havde vi et planlagt besøg på AVK’s fabrik i Shanghai. Her tog vi ud om fredagen, med en ordentlig omgang jetlag, så det var en lidt hård dag at komme igennem. Vi fik dannet os et udmærket indtryk at de kinesiske arbejdsforhold, som ikke lå milevidt fra de danske. Disse indtryk blev dog ændret lidt senere på rejsen. Fabrikken lå i et stort industrikvarter med ens fabriksbygninger, ligesom i et dansk villakvarter fyldt med ens rækkehuse. De produkter som de laver på fabrikken er stort set magen til dem som vi laver i Danmark, dog under lidt mere primitive forhold.

Det var temmelig koldt og blæsende da vi var derovre, og vi stod meget uforstående over, hvorfor at de ikke lukkede alle porte og vinduer i bygningerne så det ikke trak sådan igennem dem. Men de var vandt til at det hele stod åbent, da det kun er et par måneder om året det er koldt og ellers er temperaturen meget høj, så de måtte bare tage en ekstra trøje på.


Fra meget moderne til meget primitivt
Om mandagen skulle vi på støberi besøg, og det blev dagen hvor vi måtte ændre vores holdning til de Kinesiske arbejdsforhold. Det første, og også det største, støberi vi besøgte var meget moderne og med gode arbejdsforhold. Det meste var automatiseret så der var ikke det store slidarbejde.

Det næste støberi var dog noget fuldstændigt andet! Det var som at komme 30-40 år tilbage i tiden. Det lå i et meget fattigt område med gamle og faldefærdige bygninger, hvor alle medarbejderne boede klods op og ned af fabrikken under meget primitive forhold. Fabrikken var mørk, kold og beskidt, og jeg tvivler på at det var et sted man kunne få en dansker til at arbejde. Vi besøgte en lang række små støberier og maksinfabrikker denne dag og de blev næsten mere og mere primitive som dagen gik. Det var en rigtig god kontrast at få, så vi både fik set, hvor visse dele af Kina står i dag, og samtidig hvad det er de arbejder sig op imod.


På besøg i den gamle hovedstad
Sidst på dagen var vi nået til Nanjing, hvor vi skulle bo de næste 4 dage. Nanjing er den gamle hovedstad i Kina og har ca. 6.4 mill indbyggere. Under opholdet i Nanjing skulle vi på besøg på AVK Anhui, som består af 3 fabrikker. Den ene var i nogle lidt ældre bygniger, hvor de producerer ventiler som er over dobbelt så store som dem vi laver i Danmark. Det var lidt sjovt at se en forholdsvis lille kineser stå på en ordentlig stabel paller for at kunne nå til toppen af ventilen:

De to andre fabrikker var kun nogle få år gamle og den ene var allerede ved at blive udbygget med 4000 m2. Den anden var en plastikfabrik, hvor de producerer en helt ny plast-ventil som jeg selv har været med til at lave nogle test på i Danmark. Det var utroligt spændende at se produktionen af dette produkt.

Fredag morgen begav vi os tilbage til Shanghai, hvor vi skulle bo under det kinesiske nytår inden vi fløj hjem igen om tirsdagen. Det var en helt fantastisk spændende rejse som har givet mig rigtig gode indtryk at Kina. Deres udvikling er gået meget stærkt de seneste år, og det kommer til at gå endnu hurtigere de næste par år. Der er store muligheder i landet, og netop derfor overvejer vi meget kraftigt at flytte derned, da jeg er blevet tilbudt arbejde på AVK Anhui.

De skal starte opførelsen af en ny fabrik senere på året, og jeg er blevet tilbudt at hjælpe til med opsætningen af produktionslinjer, indkøring af nyt maskineri, samt udvikling og optimering af gamle produktionslinjer så de vil få en mere Europæisk opsætning og kvalitet. Det er en stor mulighed for mig, for at få en anderledes erfaring og en masse udfordringer, som forhåbentlig kan være til gavn senere i livet.

Sjelle, Marts 2010
Jesper Kallehauge