Årets Æreshåndværker 2016 blev sangeren, musikeren og hitmageren Thomas Helmig, der i sin takketale fremhævede samarbejdet mellem forskellige faggrupper som håndværkets fineste kunst.

Under fejringen og medaljeuddelingen til årets dygtigste lærlinge blev Aarhus-drengen og hitmageren Thomas Helmig tildelt prisen som ”Årets Æreshåndværker” – en hæder, der tidligere er uddelt til så forskellige personligheder som eventyreren Troels Kløvedal, tidligere borgmester Thorkild Simonsen og ”Bonderøven” Frank Erichsen, der modtog prisen sidste år.


Lydbillede til livet
”Dit arbejde er indbegrebet af godt håndværk, kombineret med en god portion originalitet og kreativitet. Vi er imponerede over din konstante evne til at genopfinde dig selv, og skabe nye lydbilleder til vores liv. Det er derfor med stolthed vi hylder dig og din musik, ved at tildele titlen som ”Årets Æreshåndværker 2016” lød begrundelsen fra smedemester Niels Christian Nielsen, der er formand for Medaljefondens bestyrelse.


”Mor var stolt – min kone var flad af grin”
Helmig kvitterede for æren med en kort og skarp tale, der udstrålede den uimodståelige, drengede charme, som den tilsyneladende evigt-unge artist har gjort til sit kendetegn:

”Jeg blev ringet op i morges af min mor, som lige havde hørt i radioen, at jeg var blevet udnævnt til æreshåndværker . Hun var vildt stolt og så det som en anerkendelse af, at musik også er et håndværk som alle andre. Og jeg må indrømme, at jeg selv ser det som en ”Tak for sidst”-hilsen til alle dem, jeg har mødt i tidens løb, som har spurgt mig ”…om jeg ikke snart skulle have et rigtig arbejde” når jeg fortalte dem at jeg var musiker, smilede Thomas Helmig, inden han fortsatte:

”Til gengæld var min kære, elskede kone flad af grin, da jeg fortalte hende det. Måske fordi mange af vores billeder derhjemme ikke hænger helt lige og jeg tit skal bore flere huller i væggene for at få det hele til at passe,” lød det fra Helmig, før han sluttede af med sin opfordring til de unge, nyuddannede håndværkere og deres familie.


”Samarbejde er det vigtigste håndværk”
I sin takketale genformulerede Lars Larsen sit berømte slogan, kendt fra årtiers danske tv-reklamer med ham selv i hovedrollen, da han henvendte sig til årets unge medaljemodtagere:

”De rigtige håndværkere er dem, der kan samarbejde med hinanden og viser hinanden respekt på tværs af faggrupper. Når jeg er ude til koncert er jeg afhængig af mange andre håndværkere som ordner sceneteknik, lys, lyd og alt mulig andet. Så skal vi kunne stole på hinanden for at det hele klapper. Det er det, de bedste håndværkere kan,” sluttede Årets Æreshåndværker af, til bragende bifald og anerkendende latter fra salen.

Jeg må indrømme, at jeg selv ser det som en ”Tak for sidst”-hilsen til alle dem, jeg har mødt i tidens løb, som har spurgt mig ”…om jeg ikke snart skulle have et rigtig arbejde”



FAKTA om Thomas Helmig
Dannede sit første band da han gik i 4. klasse.
Fik sit store gennembrud med albummet ”Vejen væk” i 1988 og kæmpe-hittet ”Det’ mig der står herude og banker på”.
Skriver og producerer også sange for andre, og har blandt andet samarbejdet med TV2, Malurt, Sanne Salomonsen og Hanne Boel.
Du kan se Thomas Helmigs takketale herunder